Eksplosiv stigning i butikstyverier: Koster købmænd milliarder
De seneste tre år er antallet af butikstyverier i Østjylland eksploderet, og det kan få store konsekvenser for landets købmænd.
Derfor råber branchen nu vagt i gevær. Det skriver TV2 Østjylland.
For mens antallet af butikstyverier i 2014 lå på 2788, er det faldet støt med lidt udsving frem til 2021 til 2348. Herefter tager det fart med en stigning på mere end 75 procent til 4116 butikstyverier sidste år.
Det viser tal fra Danmarks Statistik og De Samvirkende Købmænds brancheorganisation.
En af de butikker, der oplever stigende rapseri, er Meny i Aarhus.
- Jeg har været købmand i 30 år, og der er ingen tvivl om, at problemet med tyveri har aldrig været så slemt, som det er i dag, fortæller købmand Jeppe Nordmand Madsen og fortsætter:
- Sidst blev vores vinbar tømt for eksklusive vine til en værdi af 15.000 kroner.
Alarmer på dagligvarer
I Jeppe Nordmand Madsens butik er det særligt kaffe, vin og kød, der forsvinder fra hylderne.
Derfor har de været nødt til at øge overvågningen, og de har sat alarmer på flere af varerne.
- Vi er gået fra to en halv million og op til et svind på fire millioner kroner om året. I sidste ende er det min lomme, det går ud af. Det er jeg selvfølgelig frustreret over.
Til både jul og påske har butikken derfor haft vagter inde, men omkostninger til en butiksvagt i en uge ligger på omkring 30.000 kroner.
- Det kan vi simpelthen ikke. Den ultimative konsekvens, hvis det her fortsætter, det er, at vi risikerer at dreje nøglen.
Hårdere straffe
Direktør for Samvirkende Købmænds brancheorganisation, Jannick Nytoft, er bekymret over den stigende tendens af tyverier.
Han så gerne, at der var hårdere straffe for dem, der stjæler fra butikshylderne, og at et lovforslag tager endnu hårdere fat.
- Vi så gerne, det gik endnu hurtigere. Og det er blandt andet at sætte straffen op for både at være tyv, men også at være hæler. For uden hæler - ingen stjæler.
16 tiltag mod butikstyverier
- Forebyggende tiltag:
- 1) Gør mere for at fortælle om konsekvenserne ved en plettet straffeattest.
- 2) Gør det muligt at dele billed- og videooptagelse butikkerne imellem.
- 3) Skab rammer for brug af ny teknologi til automatisk genkendelse af kendte butikstyve.
- Tiltag på tværs af grænser:
- 4) Gennemfør et nabotjek og hent inspiration fra andre lande.
- 5) Indled en kritisk dialog med ambassader og myndigheder fra de lande, hvorfra der kommer flest butikstyve.
- 6) Gør vandrende kriminalitet til et EU-tema.
- Fokuserede tiltag:
- 7) Prioritér synligt politi
- 8) Effektivisér behandlingen af anmeldelser
- 9) Kontrolkampagne mod hæleri
- 10) Flere ressourcer til bekæmpelse af hæleri
- 11) Styrk myndighedernes samarbejde
- Hårdere straffe:
- 12) Indfør straksbøder for tyveri
- 13) Højere minimumsbøder for butikstyveri
- 14) Indfør en trappemodel for sanktionsniveauet, så organiseret tyveri og store tyverier straffes hårdere
- Hjælp købmanden:
- 15) Etablér en kriminalitetsfond, der kan hjælpe købmændene med erstatning
- 16) Skab mulighed for lønindeholdelse til betaling af bøder og erstatning
Kilde: De Samvirkende Købmænd
Hvis butikstyverierne ikke stopper, hvad er så konsekvenserne på den lange bane?
- Jamen, det er jo et retspolitisk skred, og det er også et retspolitisk skred, hvis politikerne ikke for alvor griber ind i forhold til det her. Lader man bare stå til, er der jo reelt ikke nogen konsekvens for butikstyvene, og så vil de jo bare blive ved.
Butikstyverierne koster ifølge Jannick Nytoft halvanden til to milliarder kroner hvert år, og det er ikke noget, forsikringen kan dække det ind for.
- Det er købmanden selv eller kunderne, som skal betale for det her, siger direktøren for Samvirkende Købmænds brancheorganisation.
Justitsministeriet arbejder på et nyt lovforslag i 2025, der skal give større bøder til butikstyve på mindst 1000 kroner.
Bøden skal ifølge lovforslaget overstige det beløb, der er stjålet for.